
Tenant & Partner - En vellykket kontorstrategi handler om integration
En vellykket kontorstrategi handler om integration
– Hvis vi ikke lærer at bruge kontoret, så får vi ikke den effekt, vi gerne vil have, siger Ulrika Wolf, arbejdspladsstrateg og forandringschef hos Tenant & Partner
Tenant & Partner er en konsulentvirksomhed med kontor i Stockholm, der har specialiseret sig i arbejdspladsudvikling. De samarbejder med kunden for at udarbejde en arbejdspladsstrategi og forestå en omorganisering eller flytning. Deres arbejde er en praktisk afspejling af forskningen omkring aktivitetsbaserede kontorer og andre kontortyper, der beviser, at et velorganiseret kontor i højere grad handler om planlægning end om planløsning.
Udfordringen er at kunne skabe en helhed, hvor der er et samspil mellem det fysiske, det digitale og det sociale.
— Det svære er ikke at skabe et flot og godt kontor, siger Ulrika Wolf. Det handler om at finde et lokale i den rigtige størrelse, med den rigtige beliggenhed og en arkitekt, som hjælper med farvevalg, form og indretning. Men en stor del af det, vi gør, handler om at skabe en helhed, hvor der er et samspil mellem det fysiske, det digitale og det sociale. Et eksempel kan være, at vi vil få ejendomschefen til at samarbejde med HR og IT for at skabe en helhedsoplevelse. Ellers kan der nemt opstå uoverensstemmelser. Et åbent kontor får ikke de planlagte fordele, hvis lederskabet er detaljestyret. Et kontor med en moderne indretning kommer aldrig til at føles moderne, hvis teknikken er forsømt. Det er ikke nok at skabe fysiske mødesteder, hvis der er en virksomhedskultur, som hæmmer samarbejde og diskussion.
På samme måde som at kontoret er nødt til at se ud på en bestemt måde set ud fra et brandingperspektiv, så skal medarbejdernes oplevelse af bl.a. forretningsidé og informationsstrøm også stemme overens med virksomhedens identitet.
Hvor modtagelige er virksomheder for at arbejde med en arbejdspladsstrategi?
— Ofte er en kunde villig til at ændre lokalets udformning. Men at få de andre dele med er mere komplekst. Vi arbejder med forskellige nøglepersoner i en virksomhed for hjælpe dem med at forstå hinanden og skabe et fælles syn på, hvad arbejdspladsen skal opnå. Det indebærer opstilling af effektmål for de enkelte projekter, fx at “vi skal mødes mere” eller “vi skal kunne arbejde fra et hvilket som helst sted” og definere, hvad dette skal medføre, fx at “hvis vi mødes mere, så opnår vi en hurtigere forretningsudvikling”.
En arbejdspladsstrategi handler om at arbejde med spørgsmål om, hvordan vi arbejder, hvordan vi kommer til at arbejde om fem år, hvordan virksomhedskulturen skal se ud, og hvordan denne påvirkes af lederskabet. Det er dette integrerede arbejde, der afgør, om et kontormiljø fungerer eller ej.