Det nordiske kontor

Samarbejde, individuel frihed, bæredygtig udvikling og medarbejdernes fysiske og mentale helbred er idealer, der påvirker, hvordan nordiske kontorer udformes i dag. På samme måde som boliger afspejler deres tid, så formes også de omgivelser, der skal huse arbejdsdagen, af værdier, praktiske behov og tekniske muligheder. Den optimale indretning til kontorarbejde er aldrig konstant. 

I de nordiske lande har udviklingen af forskellige kontortyper fulgt et tilsvarende mønster. Fælleskontoret som fænomen opstod i 1800-tallet som følge af industrialiseringen og behovet for administration. I begyndelsen af 1900-
tallet, hvor urbanisering og kvinders indtog på arbejdsmarkedet formede arbejdsmarkedet, blev der bygget store, åbne kontorlandskaber, hvor kontorassistenter sad på rad og række, mens de blev overvåget af chefer på høje stole, balkoner eller i tilstødende kontorer. Arbejdet var hierarkisk. Lydniveauet var højt. Den enkeltes trivsel blev ikke prioriteret overhovedet: I Sverige blev løsningen kaldt for “trællehav”. 

Frem til 1950’erne bestod kontormiljøer af enten disse trællehave eller af separate kontorer – det der i dag bliver kaldt for cellekontorer. Men i 1940’erne blev en anden idé født, der skulle komme til at påvirke, hvordan vi kom til at arbejde lang tid fremover. Det, vi i dag mener, når vi taler om åbne kontorlandskaber, er ikke en forlængelse af trællehavet – det har tværtimod sin oprindelse i et modsat ideal: det demokratiske samfund. 

Kontoret som et demokratisk ideal

Idéen om det åbne kontorlandskab kom til Tyskland efter anden verdenskrig, da landet kæmpede med en såvel fysisk som psykisk genopbygning. To brødre, Wolfgang og Eberhard Schnelle, begyndte at planlægge kontorer, hvor de fjernede de lige rækker, flyttede cheferne ud på gulvet og organiserede arbejdspladserne efter arbejdsgrupper i en flad organisation. Idéen var at dæmpe hierarkierne og fremme åbenhed og samarbejde. Man skulle med andre ord udforme arbejdspladserne efter et demokratisk ideal. Løsningen kaldte man for ”Bürolandschaft” – kontorlandskab.

De åbne kontorlandskaber kom til Norden i 1960’erne og 1970’erne. Men parallelt videreudviklede man også cellekontorerne, dvs. kontorer, hvor de enkelte medarbejdere havde deres eget rum, som ofte lå ud til en lang gang. Begge kontortyper har fordele og ulemper. Cellekontoret fremmer koncentration, men de kan vanskeliggøre samarbejde og lederskab. Det åbne kontorlandskab har fordele for lederskab og udveksling, men er distraherende og fyldt med afbrydelser. Viljen til at optimere de to kontortyper resulterede i forskellige kombinationer. 

I 1980’erne begyndte ressourcestærke virksomheder at eksperimentere med kombikontorer: en kombination af cellekontorer, hvor de enkelte medarbejdere har deres egen plads, og fællesarealer til møder, samarbejde og socialt liv. 

1990’ernes IT-boom introducerede “kontoret som legeplads” – et sjovt og socialt sted, der tiltrak den unge arbejdskraft. Amerikanske teknikvirksomheder som Google byggede campus-lignende områder, der både føltes som en forlængelse af universitetslivet med sportsfaciliteter og caféer og af livet hjemme hos mor og far med service som mad, tøjvask og børnepasning. Det var kontorer, der var bygget til at tiltrække de største talenter og derefter sørge for, at de ikke var nødt til at tage hjem. 

Disse kontorer er naturligvis en minoritet, men ikke desto mindre meget omtalte. For de fleste virksomheder er det ikke økonomisk rimeligt med hverken kombikontorer eller campus. Men behovet bag disse koncepter er stadig aktuelt: Alle vil rekruttere talenter.  

Behovet for fleksibilitet

Coworking-kontorer, der dukkede op i 2010’erne, tilbød en færdig løsning for nystartede virksomheder, som havde brug for at fokusere på andre ting end deres indretningsmæssige identitet. Både etablerede virksomheder og opstartsvirksomheder ville gerne have lokaler i eller i forbindelse med coworking-kontorer, så de kunne tilpasse deres kontorpladser efter behov. Her fik de også adgang til såvel aktivitetsbaserede arealer som social og kreativ erfaringsudveksling uden at pådrage sig en stor fast udgift. Coworking-kontorerne opdagede også et mere og mere projektstyret arbejdsliv, hvor konsulenter og freelancere var en voksende gruppe.

I 1985 i Harvard Business Review offentliggjorde Luchetti sammen med Philip Stone sine principper for aktivitetsbaseret arbejde i artiklen 
The office is where you are

De faste pladser forsvinder

Den kontortype, som de seneste år er vokset hurtigst i såvel Norden som globalt, er det aktivitetsbaserede kontor. Det indebærer kontorer uden faste pladser, hvor medarbejdere i stedet vælger den plads, der er bedst egnet til den pågældende arbejdsopgave.

Udtrykket “aktivitetsbaseret” blev skab i slutningen af 1970’erne af den amerikanske arkitekt Robert Luchetti. Principperne var baseret på aktuelle arbejdsformer og teknologi: Hvis kontortelefonen kunne være trådløs, så behøvede kontormedarbejderen heller ikke være lænket til sin plads. Et moderne kontor var nødt til at støtte arbejde, der blev udført af forskellige teams i forskellige projekter. Løsningen handlede om at skabe zoner, der blev tilpasset efter aktivitet.

De seneste år er andelen af aktivitetsbaserede kontorer steget på de fleste markeder. Men fungerer de? Der er studier, som indikerer, at aktivitetsbaserede arbejdspladser lider af samme problematik som de åbne kontorlandskaber. Rotationer, bevægelse, usikkerhed med hensyn til, hvor man skal sidde og endda risikoen for at ikke have en siddeplads, hvis man kommer for sent, medfører produktionstab, hvilket ikke kun er dårligt for arbejdsgiveren, men også den primære kilde til stress: Medarbejdere, som føler, at de ikke kan nå at udføre deres arbejdsopgaver. 

Fungerer aktivitetsbaserede kontorer?

Den norske arkitekturprofessor Mari Skoglands doktorafhandling fra 2018 er et af få mere omfattende studier, der specifikt behandler aktivitetsbaserede kontorer.  Skogland beskriver, hvordan mange af nutidens arbejdspladser ikke afspejler, hvordan vi rent faktisk arbejder. Gentagne studier viser, at den gennemsnitlige medarbejder kun bruger en tredjedel af arbejdsdagen til produktion. Resten af tiden bliver brugt til møder, samtaler, rejser og andre aktiviteter sammen med andre. Kontorbyggerier, der fokuserer på det individuelle produktionsbehov – det vil sige faste pladser – resulterer i lokaler, der er præget af tomme skriveborde og kø til mødelokalerne. 

En privat arbejdsplads kan stadig opfattes som en rettighed – en del af kontrakten mellem arbejdsgiveren og den ansatte. Men hovedargumenterne for frie pladsvalg handler om bæredygtighed og effektiv udnyttelse af ressourcerne. Det er hverken økologisk eller økonomisk forsvarligt at skabe arealer, der ikke bliver brugt. Mari Skoglands forskning viser, at nøglen til at lykkes med det aktivitetsbaserede kontor er at udarbejde en forandringsstrategi, der er forankret i både ledelse og arbejdsgrupper, og som består af løbende evaluering og opfølgning. Med andre ord en plan.